Man kan være alene uden at føle sig ensom.

Og man kan føle sig dybt ensom, selvom man ikke er alene.

Ensomhed forbindes ofte med mennesker, der bor for sig selv og sjældent ser andre. Men virkeligheden er mere nuanceret. Ensomhed kan også findes i et ægteskab, i en familie, på et plejehjem eller midt i et rum fyldt med mennesker.

For ensomhed handler ikke kun om, hvor mange mennesker der er omkring os. Den handler om, hvorvidt vi føler os set, hørt og forstået.

Ensomhed midt i tosomheden

Det kan være svært at fortælle andre, at man føler sig ensom, når man har en ægtefælle eller kæreste.

Udefra kan det se ud, som om man har det, mange andre savner: et menneske at dele livet med. Derfor kan man næsten føle, at man ikke har ret til at være ensom.

Men to mennesker kan bo under samme tag og alligevel være langt fra hinanden følelsesmæssigt.

Sygdom, demens, hjerneskade, manglende kommunikation eller mange års forandringer kan ændre en relation. Det menneske, man har delt hverdagen med, er der måske stadig fysisk, men samtalerne, nærheden og det fælles liv er ikke længere, som det var.

Det kan skabe en særlig form for savn: Man savner et menneske, som stadig er her.

Når livet sammen forandrer sig

I et langt ægteskab opbygger man et helt fælles sprog.

Man har minder, vaner, små vittigheder og oplevelser, som kun de to helt forstår. Man ved, hvordan den anden drikker sin kaffe, og man kan ofte høre på et enkelt suk, hvordan dagen har været.

Når alvorlig sygdom rammer, kan det fælles sprog langsomt forandre sig eller forsvinde.

Rollerne ændrer sig. Den ene bliver måske mere pårørende eller omsorgsperson end ægtefælle. Samtalerne bliver kortere, og de fælles planer bliver færre. Den ligeværdighed og gensidighed, der tidligere bar forholdet, kan blive svær at finde.

Kærligheden kan stadig være der. Omsorgen kan være stærkere end nogensinde. Men nærheden kan samtidig føles langt væk.

Det er muligt både at elske, være taknemmelig og føle sig ensom på samme tid.

Man kan bo alene uden selv at have valgt det

Nogle pensionister bor formelt alene, selvom de stadig er gift eller har en partner.

Hvis en ægtefælle flytter på plejehjem, ændrer hverdagen sig fra den ene dag til den anden. Hjemmet er det samme, men lydene er væk. Den anden stol står tom, og de små samtaler i løbet af dagen er forsvundet.

Man har stadig sin ægtefælle, men man har ikke længere den fælles hverdag.

Besøgene kan være både værdifulde og smertefulde. Man glæder sig til at se den anden, men bliver samtidig mindet om alt det, sygdommen har forandret.

Når man kommer hjem, kan stilheden føles endnu tydeligere.

Det er en form for ensomhed, som kan være vanskelig at forklare. For man har ikke mistet helt – men man har alligevel mistet meget.

Ensomhed kan gemme sig bag et aktivt liv

Ensomhed har ikke altid et synligt ansigt.

Et menneske kan have en fyldt kalender, deltage i aktiviteter, smile og tale med mange – og stadig føle sig alene, når døren lukker derhjemme.

Der er forskel på kontakt og nærhed.

Man kan tale med mennesker hele dagen uden at fortælle, hvordan man virkelig har det. Man kan have hundredvis af venner på sociale medier uden at have én person, man kan ringe til, når livet gør ondt.

Derfor skal ensomhed ikke måles i antallet af aftaler eller bekendte. Det afgørende er kvaliteten af relationerne.

Har man nogen, man kan være ærlig overfor? Nogen, der lytter uden straks at ville løse problemet? Nogen, man ikke behøver tage sig sammen overfor?

Hvorfor er ensomhed så svær at tale om?

Mange skammer sig over at føle sig ensomme.

Vi kan være bange for at virke svage, krævende eller utaknemmelige. Måske tænker vi, at andre har det værre, eller at vi burde være tilfredse med det liv, vi har.

Nogle forsøger derfor at skjule ensomheden bag sætninger som:

• »Jeg har det fint.«
• »Jeg kan sagtens klare mig selv.«
• »Jeg har jo nok at lave.«
• »Sådan er livet bare.«

At kunne klare sig selv er en styrke. Men ingen mennesker er skabt til at klare alt alene.

Behovet for nærvær forsvinder ikke, fordi man bliver folkepensionist. Vi har stadig brug for fortrolighed, berøring, samtaler, grin og følelsen af at betyde noget for et andet menneske.

Når arbejdslivet og fællesskabet forsvinder

Pensioneringen kan gøre en eksisterende ensomhed tydeligere.

Arbejdspladsen gav måske daglig kontakt med kolleger, kunder og samarbejdspartnere. Selv de korte samtaler ved kaffemaskinen gav en følelse af at høre til.

Når arbejdslivet stopper, forsvinder dette fællesskab ofte hurtigere, end man forventer.

Telefonen bliver mere stille. Firmamailen lukker. Tidligere kolleger fortsætter deres hverdag, mens man selv skal skabe en ny.

Hvis man samtidig lever med sygdom eller store forandringer i den nære relation, kan tabet af arbejdsfællesskabet føles ekstra voldsomt.

Det var måske det sted, hvor man stadig blev mødt som kollega og som sig selv – ikke kun som pensionist eller pårørende.

Behovet for nærvær har ingen alder

Der findes en forestilling om, at behovet for kærlighed, intimitet og nærhed bliver mindre med alderen.

Det passer ikke nødvendigvis.

Også som pensionist kan man længes efter:

• en hånd at holde i
• en fortrolig samtale
• et varmt kram
• et menneske at dele en oplevelse med
• at blive savnet og tænkt på
• at mærke, at man stadig er interessant for et andet menneske

Nærvær handler ikke kun om romantik. Det kan også findes i et venskab, i familien, i et fællesskab eller i en ærlig samtale mellem to mennesker.

Men det kræver, at vi tør vise, at vi har brug for hinanden.

Små skridt ud af ensomheden

Der findes ingen enkel opskrift, og ensomhed forsvinder sjældent med ét stort spring. Ofte begynder forandringen med små skridt.

1. Sæt ord på følelsen

Det kan være en lettelse at sige til et menneske, man stoler på: »Jeg føler mig faktisk ensom.«

Man behøver ikke forklare eller forsvare følelsen. At sætte ord på den kan i sig selv bryde noget af isolationen.

2. Tag et lille initiativ

En besked, en telefonsamtale eller en invitation til kaffe kan være begyndelsen på mere kontakt.

Det er svært at række ud, især hvis man frygter et afslag. Men andre kan ikke altid se, at man savner selskab.

3. Søg fællesskaber med et naturligt indhold

Det kan være lettere at møde andre omkring en interesse end at mødes alene med det formål ikke at være ensom.

Fotografering, musik, motion, frivilligt arbejde, IT, foreningsliv eller kreative aktiviteter giver både noget at være sammen om og mulighed for, at relationer udvikler sig i et roligt tempo.

4. Bevar kontakten – også når livet er svært

Når man er trist eller belastet, kan man få lyst til at trække sig. Men isolation gør ofte ensomheden stærkere.

Kontakt behøver ikke være et stort selskab. En gåtur, en kop kaffe eller ti minutters telefonsamtale kan gøre en forskel.

5. Vær åben for nye relationer

Nye venskaber og måske også kærlighed er ikke forbeholdt unge mennesker.

En ny relation sletter ikke fortiden og erstatter ikke de mennesker, man har elsket. Men den kan skabe nyt nærvær og nye oplevelser i det liv, man stadig har foran sig.

6. Tal med nogen, hvis ensomheden bliver tung

Hvis ensomheden begynder at påvirke søvn, humør, appetit eller lysten til livet, er det vigtigt at tale med sin læge eller en anden fagperson.

At bede om hjælp er ikke et nederlag. Det er en måde at tage sig selv og sit liv alvorligt på.

Vi kan alle gøre noget for et andet menneske

Ansvaret for at bryde ensomhed må ikke kun placeres hos den ensomme.

Vi kan alle blive bedre til at se menneskene omkring os.

Måske kender vi en pensionist, der har mistet sin ægtefælle, har en partner på plejehjem eller sjældent kommer ud. Måske er der en tidligere kollega, som ikke længere bliver inviteret med, fordi vedkommende er stoppet på arbejdsmarkedet.

Et telefonopkald kan virke lille for den, der ringer. For modtageren kan det være dagens vigtigste øjeblik.

Spørg ikke kun: »Hvordan går det?«

Spørg også: »Hvordan har du det egentlig?«

Og giv dig tid til at høre svaret.

Ensomhed er ikke det samme som at være uelsket

Når man føler sig ensom, kan det være let at tro, at man ikke betyder noget for nogen.

Men ensomhed er ikke et bevis på, at man er uelsket eller uinteressant. Den er et signal om, at et vigtigt menneskeligt behov ikke bliver mødt tilstrækkeligt.

Vi har brug for at høre til. Vi har brug for nogen at dele både det almindelige og det svære med. Og vi har brug for at mærke, at vores tilstedeværelse gør en forskel.

Det behov har ingen udløbsdato.

Lad os tale mere ærligt om ensomhed

Ensomhed blandt pensionister skal ikke gemmes væk som noget pinligt.

Den kan ramme den enlige, den gifte, den aktive og den, der sidder meget alene. Den kan opstå efter pensionering, sygdom, dødsfald eller forandringer i et langt forhold.

Jo mere ærligt vi taler om den, desto lettere bliver det at række ud – både for den, der savner nærvær, og for den, der gerne vil være der for et andet menneske.

Man kan være stærk og stadig have brug for nogen.

Man kan være taknemmelig og stadig føle et savn.

Og man kan være to – og alligevel føle sig alene.

Hvad er din erfaring?

Har du selv oplevet ensomhed efter pensioneringen eller midt i en relation? Hvad har hjulpet dig, og hvad savner du mest?

Du er velkommen til at dele din historie. Dine ord kan måske få et andet menneske til at føle sig lidt mindre alene.

The post Ensomhed blandt pensionister – også når man ikke bor alene appeared first on www.folkepensionist.com | Version 1.0.